Født i 1956 i Frederikssund. En kold vinterdag, hvor sneen dækkede det ganske land, kom jeg til verden ved en hjemmefødsel. Det var midt i februar måned. Dagen inden var en lille pige blevet kørt ihjel på vejen ud for vores hus. Tragedien blev ikke mindre af, at føreren af bilen var jordemoderen, der skulle have hjulpet til ved min fødsel. 

Jeg voksede op i Jægerspris og tilbragte min barndom i trygge omgivelser. Jeg elskede at strejfe omkring i Nordskoven, hvor du den dag i dag sikkert kan finde de Tre Ege, nogle tusindårige egetræer, der nok ikke er meget tilbage af, slidt ned, som de er, af vind og vejr.

Jeg gik i skole i Frederikssund, på Den Private Realskole, men et par år gik jeg også på TMR – en kostskole i Tølløse, hvor jeg for alvor oplevede, hvad mobning er. De sidste to år af folkeskolen vendte jeg tilbage til Frederikssund, hvor jeg fik min Realeksamen i 1973. Da kunne jeg ånde lettet op og forlade Folkeskolen. 

I starten af 1974 startede jeg som lærling i Det Østasiatiske Kompagni og blev færdig som handels- og shippingmedarbejder i 1976. Herfra blev det en broget sti gennem erhvervslivet. En tid som shippingmand blev afløst af en tid i Bruxelles, som ansat i den danske pool i EF-Kommissionen, hvor blandt andet renskrivning, oversættelse og korrekturlæsning var en del af arbejdsdagens opgaver.

Tilbage i Danmark, og efter en 2-årig HF-eksamen, arbejdede jeg som skuespiller, sanger og danser i tre professionelle musicals. Det var i henholdsvis Peter Pan på Gentoftescenen, som Frode i Ole Lund Kirkegaards musical af samme navn, samt i Gummitarzan. 

Teaterarbejdet blev nådeløst erstattet af en periode, hvor jeg blev uddannet som sagsbehandler i bistand og blandt var med til at fjerne børn fra deres forældre. Det var barskt og ikke særlig behageligt, hvorfor jeg besluttede at forlade den kommunale verden.  

Mit arbejde som sagsbehandler blev erstattet af en tid som kontormedarbejder i DR’s udsendelsesredaktion. Jeg optrådte også ved den årlige personalerevy sammen med blandt andre Henrik Herbert og Poul Thomsen, samt flere andre kendte tv-personligheder. 

I DR tiden producerede og redigerede jeg en time lang udsendelse i DR regi, der hed “Hvem er dansker, sagde du?”. En radioudsendelse der omhandlede mørkhårede danskere, udsat for hverdags racisme. Den gang var der dog ikke samme fokus på racisme som der er i dag, hvor tingene er racismens udtryk er blevet mere åbenlys og også mere eksponeret i pressen.

Jeg komponerede musikken til radioudsendelsen i DR og optrådte også som sanger i produktionen. Det gav mig blod på tanden til at gå videre med musikken. I det næste årti, sideløbende med vikariater og diverse jobs, arbejdede jeg på højtryk med at komponere og indspille musik. Den teknologiske verden eksploderede i muligheder, og jeg investerede alt, der ikke skulle købes mad for, i musikinstrumenter, computere, harddiske, båndoptagere og senere digitale optagere. Jeg brændte cd’er i massevis og rendte pladeselskaberne på dørene. En enkelt gang, var der et selskab, der bed på. Det var et pladeselskab i Las Vegas. Jeg drog glad til Californien, blot for at finde ud af, at de forventede jeg stillede med et masterbånd. Det gjorde jeg så ikke. Noget skuffet vendte jeg tilbage til Hollywood, hvor jeg boede hos en ven. Jeg bevægede mig nysgerrigt rundt i den brogede by og en dag, stødte jeg ind i en sort kvinde og faldt i snak med hende. Hun undrede sig over, at jeg ikke vidste, hvem hun var. Jamen, hvem er du?, spurgte jeg ydmygt. Jeg er June Pointer, svarede hun. Ved et mirakel var jeg stødt ind i en del af en af mine daværende ynglingsgrupper, nemlig Pointer Sisters. June inviterede mig hjem til sig i sin villa i Beverly Hills, hvilket jeg naturligvis sagde ja tak til. Det blev en uforglemmelig oplevelse. 

Tilbage i DK rendte jeg hovedkuls ind i et ægteskab med en healer og clairvoyant. Sideløbende med livet som ægtemand, fik jeg etableret et musikstudie på loftet over en tidligere hestestald i vores baggård på Nørrebrogade. Jeg knoklede videre med musikken, stadig uden at hive en pladekontrakt hjem. En dag var ægteskabet slut, det blev hverdag. Med musikken som en altovervejende fritidsbeskæftigelse blev jeg kundeservicemedarbejder og indimellem telemarketingmedarbejder. Det havde jeg gode evner for, så da virksomheden, jeg arbejdede for, mistede nogle af deres store kunder, hvilket skete da IT-boblen sprang, startede jeg min egen virksomhed op. Jeg etablerede den først med telemarketing, som den primære serviceydelse, men blev inspireret til at starte op som internetbutik, en af de første i i Danmark. Det gik fint, men konkurrencen voksede og også byrden fra it-kriminelle og endelig måtte jeg, efter for store tab på grund af kreditkortbedrageri, dreje nøglen om. 

I den efterfølgende periode, begyndte jeg at skrive. Først noveller, som jeg skrev en hel del af, men mest til skrivebordsskuffen. I dagligdagen bevægede jeg mig ind på foto og video produktion. Jeg blev dygtigere og fik gode erhvervskunder, men jeg indså, at mine konkurrenter var langt bedre end jeg, der blot var håbefuld autodidakt fotograf. Endelig, i 2015, blev skriveriet alvor og bogen om min kriminelle grandonkel var snart efter en realitet. Senere blev novellerne hevet frem fra gemmerne og udgivet i 2016, efterfulgt af flere bøger.