Europa og den grænseløse kærlighed
Mødet med min hustru, Nop, var ikke bare et møde på den lokale café. Vi mødtes på “Tinder”, en app, der bringer mennesker sammen på globalt plan.
Skæbnen ville, at vi forelskede os hen over foråret 2016, selvom kommunikationen indledningsvis kun foregik via live video eller tekstbeskeder. Det var nødvendigt, idet der var en lille hurdle, min Tinderforelskelse boede ikke i Danmark. Hun boede på den anden side af Jorden. Nop er fra Thailand og boede i Bangkok.
Gudskelov er mange problemer ikke værre end, at de kan løses. Den 1. maj 2016 mødtes vi i lufthavnen i Bangkok, hvor Amor stod gemt bag en søjle med en pil på buen.
Tingene udviklede sig. Nop besøgte mig i Danmark og året efter giftede vi os. Alt skulle nu være fryd og gammen, men desværre måtte vi sande, at det ikke er ligetil at forelske sig på tværs af verdensdele, især ikke i en tid, hvor love og regler, der rammer udlændinge, hersker ubarmhjertigt. Men. Nød lærer nøgen kvinde at spinde.
Via en omvej på næsten to år, hvor vi boede og arbejdede i Frankrig, lykkedes det os at få lov til at bo sammen i Danmark. Det blev et eventyr, en rejse, hvor vi måtte gå gennem ild og vand, indtil vi havde fået klaret de mange udfordringer, som hobede sig op undervejs.
Om Europa og den grænseløse kærlighed – udgivet på Forlaget ClaraMundi
“En rørende og frustrerende historie, fortalt ærligt og uden bitterhed, om det at befinde sig i et bureaukratisk helvede, alt imens lykken blomstrer og livet leves. En opløftende historie fra virkelighedens verden!”
Kilde: DBC